1915 – Lykke for Land og Folk (2023)

Borgspillet i 2023, ”1915 – Lykke for Land og Folk”, var en musical om kampen for kvinders valgret – en vigtig epoke i Danmarks historie, hvor især blomstrende fagforeninger blandt stuepiger og husassistenter kom til at få stor betydning.

En dansk provinsby dannede rammen for fortællingen, hvor vi fulgte to unge kvinder fra hver deres vidt forskellige sociale klasse.

Margrethe Schjold var af en konservativ familie i det bedre borgerskab, men som en ung og fremsynet kvinde kæmpede hun for at starte kvindesagsmøder og sætte fokus på kvinders problemer i samfundet. Et arbejde, der mødte stor modstand i de finere familier.

Blandt byens fattige mødte vi stuepigen Ida Josefsen, som hvirvledes ind i kvindekampen gennem Husassistenternes nye fagforening. Hun fik dog meget andet at tænke på, da en forbudt kærlighed til bankdirektørens søn pludselig vendte hendes liv på hovedet.

Begge kvinder blev samtaleemne blandt byens befolkning, som dækkede et bredt udsnit af samtidens Danmark. De nyrige gullaschbaroner, de fine fruer, drukkenboltene fra kroen, de indremissionske og sygeplejersken, der ville til Europa og hjælpe til under 1. verdenskrig, var blot nogle af dem, der blev viklet ind i Margrethe og Idas skæbner.

Bag årets forestilling stod instruktørerne Kristian Jensen og Kristine Brendstrup og koreograf Maria Wichmann, der sammen præsenterede et dramatisk og humoristisk tidsbillede fyldt med skøn rockmusik, flotte kostumer og store dansenumre.

Forestillingen havde premiere d. 9. august og spillede derefter d. 10., 11., 12., 16., 17., 18. og 19. august.

(Fotos: Crystallando_photos)

Plakat til "1915 - Lykke for Land og Folk" (2023)