INGRID (2022)
I 2022 kunne H.M. Dronning Margrethe II fejre 50-års regentjubilæum.
Det markerede vi i Ruds Vedby Borgspil på festligste vis og genopsatte – helt ekstraordinært – forestillingen om Dronning Ingrid fra 2013 i en helt ny udgave!
Publikum kunne genopleve den smukke, dramatiske fortælling om Dronning Ingrid, der forvandlede kongehuset fra en tør og upopulær aristokratisk institution, til et åbent og jordnært billede på tidens familieidealer – alt imens hun snoede presse og politikere om sin lillefinger og vandt folkets kærlighed.
Vi fulgte også den unge Prinsesse Margrethe på hendes rejse fra at være mediernes kæledægge til pludselig at skulle indtage pladsen som tronarving og forberede sig på at blive Danmarks dronning. Vejen var dog lang og usikker, for var folket, magthaverne og ikke mindst kongehuset selv klar til, at en ung kvinde skulle betræde tronen?
Årets stykke blev instrueret af forfatter og komponist Chris Skytte og medinstruktør Mikkel Vadsholt, som sammen genfortolkede den oprindelige historie. De fik hjælp af koreograf Maria Wichmann Andersen, som gav nyt liv til historiens fortryllende danse og festlige optrin for fuld musik.
Det blev et glædeligt gensyn med gribende sange og smukke kostumer i en ny, fantastisk scenografi, da vi gav et velkendt og alligevel helt anderledes indblik i Dronning Margrethe og kongehusets historie.
Borgspillet 2022 havde premiere d. 10. august og spillede derefter d. 11., 12., 13., 17., 18., 19. og 20. august.
- Instruktør og forfatter: Chris Skytte
- Medinstruktør: Mikkel Vadsholt
- Koreograf: Maria Wichmann Andersen