Ruds Vedby Borgspil
  • Køb billetter til “Ingrid”!

    Nu er billetsalget åbnet til årets Borgspil 2022: ”Ingrid”!

    Skynd dig at købe billetter til en af vores otte fortryllende forestillinger i august, hvor vi fejrer Dronning Margrethes 50-års regentjubilæum.

    Husk, at du sammen med billetterne også kan bestille en lækker Borgspilsmiddag, som du kan nyde i parken før forestillingen. Læs hele menuen på vores billetside.

    Læs mere om årets musical og spilledage under Årets stykke.

    Vi glæder os til at byde dig velkommen til en aften med drama, latter og tårer på Vedbygaards smukke amfiscene.

  • Så er vi i gang igen!

    Efter de seneste års nedlukning er det rigtigt skønt at være tilbage og give den gas i Borgspillet!

    Siden maj har prøverne kørt derudad, og der er godt gang i både dansesal, scenehold, systue og dramatimer. For selvom ”Ingrid”-stykket er et kært, gammelt bekendtskab, er det i år gentænkt i en ny, frisk opsætning med spændende scenografi, fantastisk koreografi og smukke kostumer.

    Glæd dig til at opleve ”Ingrid”, som du aldrig har set hende før!

  • Audition til Borgspillet 2022

    Så er det tid til årets audition!

    Eller nærmere: auditioner. For i år strækker auditionen sig over to dage: mandag d. 28. marts og mandag d. 4. april – begge dage kl. 17-21.30 på Ruds Vedby Skole.

    Bemærk, at der for dansere er en særlig audition d. 28. marts kl. 18-19.

    Har du lyst til at være med, så skynd dig ind på vores Audition-side, og se, hvordan du får en tid til prøven.

    Til din audition skal du fremføre en tekst og et sangstykke. Find tekster og forklaringer under Auditiontekster.

    Vi glæder os til at møde dig!

  • Velkommen tilbage!

    Endelig!

    Efter to lange års pause kan vi nu endelig byde jer velkommen tilbage i Vedbygaards gamle have, hvor vi til august blænder op for en ny forestilling i Ruds Vedby Borgspil.

    Det vil sige … faktisk er der tale om et glædeligt gensyn!

    For at fejre H.M. Dronning Margrethe II’s 50-års regentjubilæum genopsætter vi nemlig musicalen “Dronning Ingrid”, som vi opførte første gang i 2013. 

    Stykket vender dog tilbage i en helt ny fortolkning, hvor instruktørerne Chris Skytte og Mikkel Vadsholt sammen har givet nyt liv til den smukke og dramatiske fortælling om Dronning Ingrid, Prinsesse Margrethe og kongehusets forvandling til en moderne, folkekær institution.

    Læs meget mere om “Dronning Ingrid” under Årets stykke.

    Stykket har premiere d. 10. august og spiller derefter d. 11.-13. og 17.-20. august.

    Vi glæder os til at se jer i parken!

  • Intet Borgspil i 2021

    Da der stadig vurderes at være for stor usikkerhed omkring COVID-19, har Borgspillets bestyrelse valgt heller ikke at opsætte stykket om Grevinde Danner i 2021.

    Restriktionerne har gjort det svært at lægge et ordentligt prøveforløb, og det er for usikkert, om forestillingerne vil kunne afholdes forsvarligt for både publikum og deltagere. 

    Sammen med de gentagne udsættelser i vaccinationskalenderen og den øgede økonomiske risiko ved manglende publikum, har bestyrelsen truffet den svære beslutning at udskyde stykket til 2022.

    Forhåbentligt kan vi til næste sommer endelig byde nye og gamle gæster velkommen tilbage i Vedbygårds smukke park.

    Pas godt på hinanden, hav en god sommer og på gensyn i 2022!

  • Borgspillet 2020 aflyses!

    Borgspillets bestyrelse må med beklagelse meddele, at årets forestillinger aflyses.

    Da regeringen d. 6. april forlængede forbuddet mod arrangementer med større forsamlinger til og med august, har bestyrelsen intet andet valg end at aflyse Borgspillets sommerstykke i august.

    Det bliver hårdt at skulle undvære Borgspillet, som nu for første gang i over 30 år ikke kommer til at skabe liv og sensommerhygge i Vedbygårds smukke gamle park i Ruds Vedby.

    Vi glæder os dog til at se alle vores trofaste publikummer tilbage på rækkerne til næste år, når vi med dobbelt energi blænder op for stykket om Grevinde Danner.

    Pas godt på hinanden, og på gensyn i 2021!

  • Audition udskudt

    Til deltagere i Ruds Vedby Borgspil:

    Grundet forholdene omkring Corona-virus har bestyrelsen og instruktøren valgt at udskyde auditionen til årets stykke.

    De følger udviklingen nøje og vender tilbage med en ny plan for afholdelse af audition inden for nærmeste fremtid. Hold øje med siden her og vores Facebook-gruppe for opdateringer.

  • Generalforsamlingen er aflyst

    Normalt ville det snart være tid for Borgspillets årlige generalforsamling. Men som med vores infomøde – og så meget andet i disse tider – har vi været nødt til at udskyde arrangementet på ubestemt tid af hensyn til Corona-virussen.

    Hold øje med siden her og vores Facebook-gruppe, hvor vi lægger info ud, så snart vi har nyt om Borgspilssæsonen.

  • ***AFLYST*** Kom til infomøde om sæson 2020

    *** Opdatering 12. marts: Grundet myndighedernes anbefalinger om Corona-virus er infomødet aflyst indtil videre. ***

    Som noget nyt afholder vi i år et infomøde om årets borgspil, som finder sted d. 19. marts kl. 19 i Ruds Vedby Sognegård.

    Her er du velkommen til at møde op og høre mere om planerne for årets stykke – uanset om du er helt ny eller har været med i Borgspillet i årevis.

    På infomødet kan du møde instruktøren, som vil præsentere stykket, der i år handler om Grevinde Danner.

    Du vil også kunne møde folk fra sygruppen, byggegruppen og bestyrelsen, hvis du har lyst til at være med i den praktiske og kreative del af arbejdet omkring foreningen.

    Så uanset om du har lyst til at stå på scenen eller gerne vil være med bag kulisserne, så tag en ven i hånden, og mød op d. 19. marts.