Der bliver nu en kort pause…

nyhedslogoSå nåede vi halvvejs i årets forestillinger, og vi har nu gennemført fire af de otte aftener med Asta Nielsen og “Midt i lyset”. Skønt vejrudsigten har været grum, har vi faktisk klaret os igennem alle fire forestillinger stort set uden vand på scenen – kun på andendagen havde vi fem minutters smådryp henimod finalen. Vi krydser derfor fingre for, at vi kan klare de sidste fire aftener med samme gode resultat.

Skuespillerne og folkene bag scenen holder nu en velfortjent pause, inden det går løs igen på onsdag. Hvis du stadig ikke har været en tur i parken, og spændt venter på at komme ned og få nogle gode timer med fantastisk friluftsteater, så kan du fordrive ventetiden med at se eller gense TVØSTs kulturudsendelse “[‘gajd]”, som blev bragt i torsdags. De sendte nemlig ikke mindre end en halv times transmission direkte fra torsdagens forestilling, hvor du bl.a. kan få nogle glimt fra stykkets første akt, møde en masse af folkene på og bag scenen, høre en anmeldelse af vores Borgspilsmiddag og ikke mindst få et kig ned i backstage-området, som normalt ikke er tilgængeligt for omverden.

Så har du lyst til en lille appetitvækker før den store aften, eller er du bare lidt nysgerrig på, hvad det egentlig er, vi går og laver dernede omkring amfiscenen, så skynd dig at se videoen på TVØSTs website.

Vi ses i parken!