Glædelig Jul fra Ruds Vedby Borgspil!

BorgspilsnisserNu hvor de første sneskyer har været på visit, og gran og udsmykninger er kommet frem på gader og stræder, så er juletiden for alvor over os.

Det kan man også mærke hos os i borgspillet, hvor julemanden og hans kone har travlt med at få samlet hele nissebanden, så de kan være klar til den kommende højtid. Traditionen tro er de alle igen i år parate til at komme ud og sprede juleglæde ved sæsonens mange markeder og julefester.

Det er der som sådan ikke noget nyt i. Til gengæld har holdet af synisser været travlt beskæftiget i den seneste tid for at have nye, flotte klæder klar til hele nissefamilien. Det er blevet til en masse hyggelige nissedragter, som vores skuespillere nu glæder sig til at komme ud og lufte igennem til årets juletræsfester med en masse gaver, sange, julelege og naturligvis dansen om juletræet.

Ruds Vedby Borgspil ser frem til de mange hyggelige arrangementer, og ønsker alle en rigtig god julemåned!