Forfatter Bent Kjærsgaard død

Bent KjærsgaardI weekenden døde skribent Bent Kjærsgaard efter længere tids sygdom.

Bent var en lokalkendt journalist og foredragsholder, som igennem årene har underholdt vidt og bredt med sin skarpe pen og finurlige historier. Han var manden bag fire af borgspillets sommerstykker samt et enkelt julestykke*, som han endda selv stod for at instruere tre år i træk.

Bent var en fantastisk historiefortæller, som med sine hyggelige, lokalt forankrede beretninger kunne indfange den varme og humoristiske Morten Korch-stemning, som blev kendetegnende for Ruds Vedby Borgspil omkring starten af det nye årtusinde. Særligt hans viser, som naturligvis blev leveret indsunget af komponisten selv med akkompagnement af broren Peter, var kærkomne tilføjelser til de altid stemningsmættede historier.

Og vi må selvfølgelig heller ikke glemme Bents finurlige, lune humor, som altid kunne snige sig ind i både handling og replikker. Han havde især en forkærlighed for at skrive et større galleri af dyr ind i sine stykker, til tider til frustration for produktionsholdet, men – og det er jo det vigtigste – altid til stor begejstring og morskab for publikum.

Fra os i borgspillet skal der lyde en stor tak til Bent for hans historier og ikke mindst hans støtte og indsats for foreningen igennem årene.

Bent blev 57 år.

* Stykker af Bent Kjærsgaard:
Kingo – et liv i en drøm (2000)
Rakket i Råmosen (2001)
Onkel Sophus på Kragerup (2004)
Skatten på Bromølle Kro (2005)
Nikolajs næste jul i Nøddebo (2006, 2007, 2008)